OM UNDERVISNINGEN, METODEN
& AKUT BEHANDLING
U N D E R V I S N I N G E N
Undervisningen vil altid starte med en samtale omkring dine ønsker og behov. Dette gøres for at klarlægge dit individuelle udgangspunkt, herunder bl.a. hvad du gerne vil have hjælp til og hvad du gerne vil kunne med din stemme.
Når jeg underviser, lægger jeg stor vægt på at lytte til, hvad det er netop du ønsker at opnå med din stemme, og jeg ser det derfor som værende min fornemmeste opgave at sørge for, at du kommer derhen på den sundeste, nemmeste og mest bæredygtige måde.
Derudover er det et stort fokus for mig at opbygge en stærk relation, så der både er tryghed og respekt tilstede for hinanden i undervisningslokalet.
— T R Æ N I N G S P R O G R A M —
Sangtræning kræver gentagelse og øvning, og derfor er det meget vigtigt for mig, at du går fra undervisningen med en forståelse af formålet med øvelserne og hvordan de udføres - derved får du mest ud af din træning, så vi hurtigst muligt imødekomme dine målsætninger.For at imødekomme dette laver jeg i samråd med dig et træningsprogram der matcher dine udviklingsønsker og som kan passes ind i din hverdag.
— ALLE ER VELKOMNE —
Alle er velkomne hos mig og jeg har både stor erfaring med at undervise professionelle og begyndere. Så er du en helt grøn stemmebruger der ønsker at udvikle din stemme eller ønsker du måske at bruge din stemme professionelt som artist, sangskriver, MGK-kursist, musicalsanger eller konservatoriestuderende med stemmen som omdrejningspunkt, så er du kommet til det rette sted.
M E T O D E N
I undervisningen tager jeg udgangspunkt i Anne Rosings krops-holistiske metode for at at skabe balance mellem krop, åndedræt og stemme. Til dette bruger jeg en række fysiske øvelser, laver optræning af kærnestemmen og afspænding af kompensatoriske spændinger, hvilket foregår ved hjælp af stræk og manuelbehandling.
— MANUEL BEHANDLING —
I manuelbehandlingen masseres spændinger omkring strube, kæbe, tunge eller skuldre. Når vi optræner den optimale sangteknik vil disse spændinger langsomt slippe, men det har man ofte ikke tid til at vente på, og derfor bruger jeg stræk og massage af de muskler som er spændt op for at arbejde imod et sundt stemmebrug.
A K U T B E H A N D L I N G
Skal stemmen kunne præstere til en koncert, forestilling eller lignende, men er den pludselig blevet væk, står hæshed i vejen eller gør det måske ligefrem ondt når du synger eller taler?
Ved akutte stemmeproblemer, som skal løses nu og her, tilbyder jeg akut behandling. Dette består af en udredning samt behandling af problemet. Det er vigtigt at vi taler sammen og forventningsafstemmer, så jeg kan lave en vurdering af, om det er realistisk at få stemmen på plads ift. din tidshorisont. Behandlingen kan i disse tilfælde både foregå hos mig, dig eller på den lokation hvor du befinder dig.
Prisen afhænger af omfang, tidspunkt og location hvor problemet opstår og derfor aftales dette individuelt i forventningsafstemningen inden udredningen påbegyndes.